Sidste chance for radonmåling denne vinter

Lagt på hushave24.dk den 09-02-2016 af Thomas


Overvejer du at få målt radonniveauet i dit hus, så skal det gøres i de kolde måneder. Derfor skal du i gang med at måle senest 1. marts.Radon er en radioaktiv gas, der siver op fra jorden og trænger ind i huse gennem selv de mindste revner i husets konstruktioner. Har man for meget radon i hjemmet, er det sundhedsfarligt. Sundhedsstyrelsen anslår, at 300 lungekræfttilfælde hvert år kan relateres til radon.

Faktisk er det let at måle, om man bor i et af de omkring 350.000 huse i Danmark, der har mere radon, end verdenssundhedsorganisationen WHO og Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det kræver blot nogle få engangsmålere på størrelse med en chokoladeskildpadde, man selv sætter op og senere sender til analyse.

Dog er det vigtigt, at målingen foretages, mens det er koldt udenfor, fordi resultatet er sikrest, når forskellen mellem ude- og indetemperatur er størst. Derfor er det nu sidste chance for denne sæson, påpeger fagekspert Jeanette Standly Mikkelsen fra Bolius Boligejernes Videncenter.

”Vi anbefaler, at målingen afsluttes med udgangen af april, og da der skal måles i minimum 60 dage, så skal boksene opsættes senest cirka 1. marts. Dertil skal lægges fem dages leveringstid, fra målerne bestilles,” siger Jeanette Standly Mikkelsen.

Realdania har siden efteråret kørt kampagnen ’radonfrithjem.dk’, hvor man som husejer kan blive klogere på radon. Indtil videre har over 100.000 besøgt hjemmesiden.

”Der er ingen tvivl om, at interessen for radon er stor, og vi håber, at mange vil benytte muligheden for at få målt deres niveau. Radon er potentielt farligt og noget, der skal tages alvorligt. Desværre er der mange, der ikke får målt, fordi radon hverken kan lugtes, ses eller høres”, siger programchef Lennie Clausen, Realdania.